-
Sydbank risikerer milliontab på energiudvikler
المصدر: BDK Finans / 19 ديسمبر 2024 04:41:08 America/Chicago
Sydbank risikerer at tabe et større trecifret millionbeløb, efter at udviklingsselskabet Better Energy har begæret rekonstruktionen. Banken skriver i en selskabsmeddelelse, at man nedjusterer forventningerne til årets resultat på baggrund af rekonstruktionsansøgningen fra Better Energy, som har lånt penge i blandt andet Sydbank. Tidligere regnede man med et overskud efter skat på mellem 2,8 og 3,1 milliarder kroner. Nu er forventningen et resultat på mellem 2,7 og 2,9 milliarder kroner. Banken skriver dog, at der er risiko for nedskrivninger i omegnen af 450 millioner kroner. En anden aktør i den finansielle sektor risikerer også at måtte vinke farvel til et større pengebeløb som følge af Better Energys økonomiske problemer. Pensionsselskabet ATP, der har mere end fem millioner danskere som kunder, investerede i 2022 et stort trecifret beløb i selskabet. Selv hvis Better Energy overlever rekonstruktionen, vil en stor del af den indskudte kapital formentlig være tabt. Better Energy har i mere end ti år opført vedvarende energianlæg i Danmark, Sverige og Polen, herunder en lang række solcelleparker. Selskabets forretningsmodel er gået ud på at videresælge ejerandele i de opførte anlæg for at kunne finansiere nye projekter. Markedsvilkårene har imidlertid ændret sig væsentligt hen over det seneste år, og det har været med til at sende Better Energy i rekonstruktion, fortæller selskabet torsdag i en pressemeddelelse. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/sydbank-risikerer-milliontab-paa-energiudvikler